Poetry

all, dansk Julia Schmidt all, dansk Julia Schmidt

RØDDER

…Et køligt gys igennem kroppen, fra fodsåler der gik i et med vandet, eller hjernen, og impulser fra vandet på jorden der var faldet forinden…

Et køligt gys igennem kroppen, fra fodsåler der gik i et med vandet, eller hjernen, og impulser fra vandet på jorden der var faldet forinden. Dråberne der var kommet alle vegne og langvejs fra. En hånd i en hånd. Øjne spejlede og blev spejlblanke, som vandets overflade der mageligt var faldet til ro i sin omfavnelse med tæerne. Bærende rundt på deres historier, og med slående lighed til de fingre de engang var. Afstumpede, rynkede de lidt. Ikke blot af vandet, men nærmere af historiefortællingens tyngde. Ikke nær så bevægelige, som dengang, endog så fine. Overset i deres styrke og skønhed, forglemt vigtigheden af de unika de løfter og bærer på. Stift er væsenet fæstnet til disse fødder der ikke synes at være hendes. Imens de intetanende om hvad foregår omkring dem bredder deres rødder mere og mere. Beredt på i hvert øjeblik at fange kroppen når den falder, eller samle stumperne op, når faldet er uundgåeligt

Read More
deutsch, all Julia Schmidt deutsch, all Julia Schmidt

KALEIDOSKOP

…Er liegt unter der Haut versteckt…

Er liegt unter der Haut versteckt, in dem Hohlraum den es nicht gibt, der jedoch aus und in ihm besteht. Wege führen nirgends und überall hin. Auch zurück. Innen im Außen verzweigt, aufgehoben und geborgen. Unsichtbar schlängelt er sich durch die Wogen des willkürlichen Körpers. Trägt ihn durch ekstatische Höhenflüge und die dunkelsten Abgründe menschlicher Tiefe. Dort als zweite Haut verschlungen finde ich dich und mich wieder, elektrisch. Innen ist wie außen geladen. Entzückend ist erregend. Der Strom, der Leben aus den Schößen aller Wesen vorantreibt. Hemmungslos geballt sind die Kräfte von denen wir nur zu ahnen vermögen. Jedoch erlebt und gelebt sind im zeitlosen Rahmen, im Raum der Zeit und Raum empfängt. Maßlos weil er anders nicht kann, geschweige denn kennt. Verspielt darin die Unendlichkeit der Möglichkeit. Möglichkeit herausgefiltert, das Geschehen werdend. Der Rest weilt für immer in Vergessenheit. Wo alles fließt und nie benannt wird. Er, die Bewegung aller Bewegungen, zeichnet die Sinne, die Lust, als den Strom, der Zeit als Zeit erweckt. Vergessenheit die wenn doch Vergessen benannt ward, nie Vergessen noch Erinnerung war. Sondern das Erlebnis aller Flüsse, die Flüsse schufen in diesem, jedem Augenblick. Darin die Anordnung der Muster, jene die durch Erkennung lebendig wurden. Willkürlich, roh zeigen sie sich in dem Versprechen des Neuen, stetig. Verneigen sich vor den Männern und Frauen die zu sehen wagen, sich selbst neigen, entgegen, und vor der größten aller Lieben. In gegenseitigem Einverständnis das sie weder ausschließlich Mann noch Frau sind, und dennoch auch. Als geteiltes Erlebnis der Körper die zusammentreffen im Fluss, sind sie die silbern glitzernden Schwärme und ihr Echo. Die in den Tiefen der Ozeane zu märchenhaften Formen verwachsen, sich auflösen um wiederum neu zu erwachen. In sich das Muster bildend, und aus Muster bestehend für den Augenblick, in dem Muster Teil des Ganzen ist. Der Blick der das Kaleidoskop inzwei teilt, doch an dessen Ende wie dessen Anfang weilt.

Read More
deutsch, all Julia Schmidt deutsch, all Julia Schmidt

DAS FEST DER SINNLICHKEIT

…Es ist Feuer und Wind der die Tore rüttelt…

Es ist Feuer

Und Wind der die Tore rüttelt

Bäume neigt seinem Willen fügend

Bereitwillig

Verstummt

Glocken singen lässt

Die Zeit die tickend stehen bleibt

Es rauscht

Die Scheune knarrt

Ein Kind schreit

Übermüdet vielleicht

Vielleicht traurig

Und Sehnsucht

Es ist absoluter Stillstand

Der nicht still steht

Auch mal zappelnd verweilt

Es ist ein Fest der Sinne

Die Liebe schreit

So laut dass flüsternd, flüsternd bleibt

Und Stille alles übertönt

Ihnen innewohnt

Dem Glas Rotwein auf dem Tisch

Und in dem Chaos dass sich sinnlich offenbart

Das Fest der Sinne

Nicht nur heut', aber auch

Es sind die Begegnungen die Begegnung bleiben und die in denen Begegnung

verschwindet

Es sind die Geschichten die Geschichte schreiben in jedem Augenblick

Zwinkernd aus ungeschlossenen Augen und vor ihnen mit dem Leben flirtend

Die von Geschichten sinnlicher Feste berichten und gleichzeitig Geschichte sind

Es ist der Sturm der sich durch Geschichte zeigt

Der niemals gefaßt werden kann

Gespürt

Dessen Wesen es ist vergänglich zu sein

Wie auch die Worte die ihre Bedeutung schreiben

Aber nicht beschreiben können

Es ist das Fest der Sinne in dem weder Fest noch Sinne walten

In dem gleich nicht gültig ist als gleich und gültig

In dem gleichgültig niemals gleichgültig war

Und nicht mal gleich gültig ist

Denn in ihm sind sie weder wahr noch unwahr

Die Stille die einfällt ist unteilbar

Fällt nicht ein, doch bebärt selbst die ungeborenen

Die Stille die selbst nie geboren ist

Und dennoch in ihr das Kind

wie der Weg der gepalten ist

Oder sich so zeigt

Weil der Blick auf Erinnerung wie Zukunft weilt

Vergessen dass Sinnlichkeit nicht leben ist, sondern auch

Und Umstände, wie auch Begebenheiten Lebendigkeit in Bücher schreiben

Doch diese weder schreiben noch begreifen können

Ausdruck sind, wie die Offenbarung der Sinne auf dem Tisch

Und die Worte die tapselnd Kreise schließen um sich

Sich als Gesellen der Nacht entfalten

Wie auch die Einsamkeit dies tut

Und somit Sinnlichkeit auf sich aufmerksam macht

Zwischen dem Rauschen ertönt sie singend

Wie die Stille tanzt

Ist der Tod aller Gedanken

Und ihr aufersteh ́n

Wohnt in den Tiefen ihrerselbst

Es ist die Kälte die sich verbreitet

Langsam

Die die Glieder leicht erstarren lässt

Die ungebügelten Falten in Gemüt und Kleidung

Vor ihr das einzige Kostüm

Obgleich es Sturm ist in Verkleidung hat es sich sinnlich angeschmiegt

Read More
english, all Julia Schmidt english, all Julia Schmidt

ART

…A walk at dawn and late-night buses, colors on abandoned walls, and places of playful thinking and loud voices. Laughter as dark noises…

A walk at dawn and late-night buses, colors on abandoned walls, and places of playful thinking and loud voices.

Laughter as dark noises.

Excrements in the streets and smells. Sounds. A cleaning lady. City escapes.

To the outskirts of cities or land and from. Opinions opposing others or an own.

Superficiality, ingenuity, consensus-seeking, or running from?

Navigating through lively entanglement, finding a niche to fit in society, or finding society fitting the niche.

Or finding society, niche, and lady as sound and smell being the same.

As labeled perhaps they reach for the stars, leaving them relentlessly, giving up.

Breaking out in other terms. Collapsing, as another word.

Or breaking into a house, one's own. Another's.

Climbing up through windows, reaching then falling. Dropping into one's own.

But failing to enter somewhere or take.

Instead, leaving another something behind in the dirt between the wooden floorboards floating.

Cannot be seen anymore, remembered though,

as something new appearing in the cracks that open, as they show.

They hold memories in their palms. Crack open. Yet, were never closed.

A heart is racing somewhere. Is held by the hands of a heart that can't be seen or heard.

Nurture nourishes, bounces of the fall. Or stands itself up on its feet again.

Opens eye and senses to worlds larger than can be imagined.

A poet in disguise beggens by-passers not to be recognized.

Beggens his muse and gods instead, to let enjoy the walls that appeared as gaps between the paper and its sheets

that spread out no words to no one anymore. Yet stayed plentiful.

While contrasts lost structure and color too, he beggens to stand a distance that he doesn't understand to full extent.

Hence distance's felt, it must be so, is said.

Belief as well once learned, he thinks.

A beggars mask, uniquely shaped, shouts out its thanks silently, yet is heard.

The wall doesn't open new doors, but is door.

Not a pathway to pass or get by.

It's muse in disguise

It's art.

Read More
dansk, all Julia Schmidt dansk, all Julia Schmidt

BRILLER

…Ord er en spøjs størrelse, besynderlige. Ligesom vores hjerner der tolker og præsenterer i stille overenskomst med oplevelse og tid der gik…

Ord er en spøjs størrelse, besynderlige. Ligesom vores hjerner der tolker og præsenterer i stille overenskomst med oplevelse og tid der gik. Præsenterer det præsenterede som var det kendt. Ordene af formen som formen selv, der former brillerne de ses igennem. Gør andre til de briller der menes at ses, u-gennemsigtige. Desværre, som oftest, siger brillerne der ses ud fra, forsigtigt. Brillerne sidder ikke på næsen eller i det ansigt de kan fremhæve og tilintetgøre. Ansigtet, og næsen det kredser om, er briller, som hver og én. End ikke er det øjne der ser læber bevæge sig, hvilket som så meget andet ikke kan beskrives virkeligt, eller læberne der farver lydene der forlader læberne et øjeblik, tilsyneladende. Ej heller de ører der menes at høre formen der forinden eller samtidig forlod munden. Selvom også de er en del af det hørte, sagte. Ikke sagte, som forsigtighed, selvom også det er muligt. Men talt og hørt som et, det samme. Set og præsenteret af samme støbning. Brillerne, oplevelsen der opleves igennem.

Read More
english, all Julia Schmidt english, all Julia Schmidt

STRIPPED

…Hey there, raw beauty
Beautiful indeed, I'm sure
Come closer darling, will you?
Don't hide that pretty face of yours…


Hey there, raw beauty

Beautiful indeed, I'm sure

Come closer darling, will you?

Don't hide that pretty face of yours

Take a closer look, god damn it! See me! Sadness here, happy, or...

Waiting on something better coming? A little something more?

What's the matter sweet love? Thinking, you could get away?

Let's be closer this time Closer than was dared before

There won't be any better love, changing yes of course

No better for the sad, the happy. Not the neat or the calm

Or fancy for the sake of it

Fancy not my thing, I think...

If you're having a rough day, dear, or feel like heading for the doors

Go or stay No, please stay...

Would you do so?

Just a little bit, or meet elsewhere

I've got nothing and no more to offer

Just me

And maybe you for you

There is no point, or becoming

None to fix

Not a single place to place you

Don't know if I understand you really, don't know if I should, or could

Leave it, naked for a while

Stripped

But far from that

What if I did... stripped it for you?

Body. Beast. Feel free, please Please me, please you.

New? Not new? Exiting?

Wouldn't exactly say so

But then again, perhaps

Another might do

Has been done before, as such

Plain, old, easy stuff

Really, is it?

Changing always

Every other Second

Every after and before

A bit of fear maybe

How does it feel, Love? Tell me...

For what?

Perhaps, it'll make more sense now

Wauw...!! This is rather uncomfortable!

A bit cold, don't you agree?

Why would I do that?

Why would you let me?

Why are you doing that to me?

What if I hid my face?

Or painted it.

Funky colours, bright, which ones are the happy shades?

Or what if I hid a little less or more

Of the pink inside? Or you did? Better?

Could we love us just like this?

FUCK...!!! Nope, can't do it, sorry.

Could shave an arrow though... point it down, than turn it up and out

Have my boobs dropped already?

Maybe... Likely...

If I stood a bit more like this

Or did a bit more of that

Or were a bit more different

And efficient

Just enough, not too much

Maybe make that thing stay on the hip

Or that piece on the floor reversed

And not be hysterical

And keep the shoulders back

Bring them down

Hip front

Have a tummy tuck, chest in or get a whatever-job

Squeeze the butt

Keep our money between our thighs

Work harder, longer, better

Release shoulders

Long arms

Reach out and through

Not too much

Stretch more

Rip cage in, or remove a bone

Stay flexible and unaffected

Sufficiency

Do it

Head high

Keep it simple

And keep the smile

Stronger

Long and lean, and a bit more extraordinary

Then the rest.

What?

Only cry when you're upside down

Face and hands dive under

But not drowning

Uhh, that's quite beautiful

Think of the Mexican you just met

Forget everything when you're with friends

Them too

Then go and shine with your lovely crocodile leather shoes

A balancing act is what it is

Why I am doing this?

Ask you

Wider, longer, tighter Legs

Keep it, keep it, keep it

Work it baby, work it

Tell ourselves and each other.

You can do it

Do it

Then, in an average of a hundred and twenty years

We're the best versions of ourselves Or not

Ahh no..., because we're dead

Work it, work it, work it

For this moment, moment, next, and strip

For futures never and unheard of

All inexperienced and raw

Be the children we always were

"Now do the thing you came here for I'm waiting!"

I can hear them screaming Dear,

I'm so sorry to must disappoint you

Missed the balance, missed the show

I think it's shit as brilliant shit is

Don't you despair though

We'll get there

Later

Or if not, we'll tell another

Hang in, that's what we do

What is it that you really want, Love?

What was it that you came here for?

Is there anything that I can give you

That could make you the more whole?

Come dance with me raw beauty

Be shy if that's your thing

Dance as if there's no tomorrow

With me, as me, or dance back home

Do whatever, you find, suits you

Naked, in your shoes

Read More